Den dag for 48 år siden. 7 september 1973. Dagen jeg aldrig glemmer.
Jeg var soldat (konstabel) på det tidspunkt og skulle endelig på weekend. Sammen med min gode ven B. stod jeg på toget ved Høvelte trinbræt for at køre imod Nørreport hvor vi skulle en tur i byen. Vi steg på helt forrest i toget og satte os ind i den lille kupe lige bag togføren. Der kunne vi sidde i fred og ryge og drikke et par øl på vejen uden at genere andre. Det var osse smart at sidde i forreste vogn når vi nåede til Nørreport for så kunne vi lige gå op ad trappen og gå ned ad Fiolstræde og komme ned på Strøget.
Lige da toget satte igang fik jeg en underlig fornemmelse af at noget var galt. Jeg ignorerede det i starten men følelsen blev stærkere og stærkere og jeg sagde til B at vi burde stå af i Holte og så gå på Geel’s Kro. Det gad han ikke rigtigt men det lykkedes mig at overtale ham.
Imens vi sad og hyggede os på kroen og drak Kande 😎 begyndte folk omkring os at tale om den store togulykke der var sket ved Østerport. Der var et fjernsyn på kroen som blev tændt og der kunne vi høre at et tog fra Hillerød var kørt op i et holdende tog med næsten fuld hastighed. Og ud fra det de fortalte kunne vi forstå at det var sgu det tog vi havde været med i! Vi blev noget rystede og blev enige om at det nok var smart at tage hjem. Vi prøvede først at ringe til familien for at sige vi var ok men det var ikke engang muligt at få en klartone. ALLE ringede og nettet var totalt overbelastet. Alle tog var aflyst og de busser der blev sat ind kunne slet ikke magte de mange passagerer der skulle imod København for det var jo midt i myldretiden. Det tog os næsten 3 timer at komme til Nørreport og derfra kunne jeg gå til Hovedbanegården og tage toget hjem.
Da jeg gik op igennen bebyggelsen hvor jeg bor hørte jeg pludselig en stemme råbe “FINN FIIIINN” og da jeg kiggede var det min mor der med tårer i øjnene nærmest løb mig i møde. Hun havde vandret hvileløst frem og tilbage for at kigge efter mig. Hun vidste at jeg kunne være med det tog. Der stod en dame og kiggede undrene og min mor sagde til hende “det er min søn og han var med toget der kørte galt”.
Jeg kunne se på TV at den kupe vi havde siddet i var trykket næsten sammen og at der var to der var blevet dræbt og mere end tyve var kvæstede ved sammenstøddet. B og jeg var sgu rigtig heldige!
På billeder kan man se at togførerens kabine er helt trykket sammen og at den kupe vi sad i er presset næsten flad (klik for større billede)
For nogle år siden løb jeg tilfældigt ind i B og hans hustru i Rødovre Centret og B præsenterede mig med “Det er Finn, ham der engang reddede mit liv..” Vi taler sammen indimellem om dengang vi var soldater og om dengang vi (heldigvis) gik på Geel’s Kro.
Den dag lærte jeg et par ting. Jeg skal ALTID lytte til min fornemmelse! Nogen gange er det ingenting men andre gange er det vigtigt. Og når jeg en sjælden gang kører med tog sætter jeg mig altid i en midter kupe!