Da jeg mødte Mille – McMurphy's Place

Mig og Mille
Historien om et smukt venskab.

Det hele startede for omkring fire år siden i starten af 2019. På en af mine ture rundt i området mødte jeg hende første gang. Fra starten var hun ret reserveret og værdigede mig ikke et blik, på trods af jeg jeg smilede og sagde hej. Sådan gik der nogle uger. Men søde ord og smil kunne ikke få hende til at reagere. Jeg gav ikke op! Jeg skulle nok vinde hendes gunst var jeg sikker på. Og så, på en af de første sommerdage 2019, reagerede hun endelig. Hun kiggede på mig, lidt køligt og reserveret men der var dog kontakt. Og pludselig en dag kom hun hen til mig og vi fik os en lille sludder. Eller det vil sige, jeg sludrede… men hun sagde intet… med god grund for hun var nemlig en hest. 😊

Det første billede jeg tog af Mille. Sommeren 2019. (klik for større billede)

Og de næste gange jeg kom forbi kom hun hen til stedet hvor vi kunne mødes. Jeg kælede hende på halsen og hovedet og der var ingen tvivl om at hun nød det lige så meget som jeg gjorde. Hun kunne se mig komme cirka 300 meter fra hvor vi kunne mødes, ved et hjørne i folden, og når hun fik øje på mig luntede hun langsomt ned til stedet og vi nåede det som regel samtidig. 😊

Mille lunter afsted for at møde mig på vores sted.

Hun var så rolig og mild når vi (jeg) stod der og snakkede og kælede. Jeg er ret sikker på at hun i den grad manglede opmærksomhed og omsorg. Dette er IKKE en kritik af rideskolen hvor hun hører til! Men når vi stod der, i flere minutter ad gangen, kunne man mærke at hun slappede af og bare nød den opmærksomhed og omsorg jeg gav hende. Der hang skilte hvor der stod at hestene ikke måtte fodres og det respekterede jeg selvfølgelig. Men det var heller ikke hø eller kløver hun kom efter men mit selskab. Når hun syntes at nu havde hun fået nok kærlighed og opmærksomhed fra mig luntede hun lige så stille væk igen. Det var virkelig nogle dejlige og intime møder og det skulle blive endnu bedre!

Når vi stod der var mit kamera pakket væk, for mødet og oplevelsen skulle ikke forstyrres af at jeg knipsede løs. Det skulle bare være hende og mig. Og så en dag skete der noget helt fantastisk. Som sædvanligt kom hun mig i møde og jeg talte blidt til hende imens jeg kælede hende på halsen. Og pludselig skubbede hun sit hovede tætter på mig. Faktisk så tæt at vi stod der, pande mod pande. Jeg sagde ikke noget og jeg stoppede med at kæle. Vi stod der bare. Og det var så intimt og tæt at jeg blev helt rørt. Det var som om hele verden forsvandt omkring os og at tiden stod stille. Om det var 10 sekunder eller 5 minutter aner jeg ikke men det er det stærkeste øjeblik jeg nogensinde har haft i naturen. Og efter ? tid trak hun sit hovede til sig og luntede væk. Den oplevelse vil jeg ALDRIG glemme.

Vi havde, hen over vinteren, flere af den slags møder men så i marts 2020 skete der noget. En ny virus var dukket op og landet lukkede ned. Og ved rideskolen hang der skilte hvor der stod at man ikke måtte nærme sig hestene. Det respekterede jeg selvfølgelig men Mille kunne jo ikke læse. Så hun kom trofast hen til vores sted for at møde mig. Men jeg måtte jo stå på afstand og tale til hende. Hun forstod garanteret ikke hvorfor jeg ikke kom hen og kælede med hende. Og det skabte en stor ændring i vores forhold. Efter nogle gange på den måde holdt hun op med at komme hen til vores hjørne. Hun stod bare midt i folden og kiggede på mig. Med et fornærmet blik?

Det sidste billede jeg tog af Mille i sommeren 2020. Hun ser faktisk træt og gammel ud. 😟

Der kom ikke flere møder imellem Mille og mig og i sommeren 2021 var hun faktisk helt væk. Jeg kiggede i nogle af de andre folde men hun var forsvundet.

En dag gik jeg ind på rideskolen for at finde ud af hvad der var sket med hende. Der fik jeg at vide at hun var blevet flyttet til Fyn. Her boede hun nu på en gård hvor det var meningen at hun skulle blive til sine dages ende. Og den ende var sandsynligvis ikke så langt væk. Jeg fik også historien om hende OG hendes rigtige navn. Hun var altid blevet mobbet af de andre heste så derfor gik hun for det meste alene. Hun brød sig ikke om at blive reddet på og det er jo ikke en god egenskab på en rideskole. Hun var en gammel hest og hun havde flere små skavanker der gjorde at hun generelt holdt sig på afstand af de andre heste og af mennesker. Jeg var så åbenbart en undtagelse. ❤️‍

Og hendes navn? Niks det holder jeg for mig selv! For mig vil hun altid være Mille! Det navn jeg gav hende i starten af vores “forhold”. Og det navn opstod fordi jeg syntes at hun var så mild. Når jeg i starten stod og snakkede til hende sagde jeg altid “årh hvor er du dog rolig og mild” Så derfor kaldte jeg hende for Milde.. (Udtales Mille 😇)